A-kuldet - født 30. juli 2013


Min drøm gik i opfyldelse - jeg har haft fornøjelsen af et hvalpekuld!


Trompeterbakken's Priska nedkom tirsdag den 30. juli 2013 med 9 hvalpe: 4 tæver (sorte) og 5 hanner (2 gule og 3 sorte).

Faderen til hvalpene var min egen Huntsman's Choice Bosley.


Hun gik i fødsel kl. 17 og kl. 22 var alle 9 hvalpe født uden komplikationer.


Mit ønske har været at avle sunde og stærke hvalpe med et godt temperament som er potentielle jagt/markprøve talenter og samtidig gode familiehunde.


Jeg har nydt at være en del af hele forløbet. Især da jeg skulle deltage i prægning af hvalpene. De er ægte stueopdræt, hvor de blev en del af hverdagen med mine børn, hunde, dagligdagens gøremål, udflugter i haven osv.


Hvalpekøbere fik lov at følge hvalpene hos mig fra de var 3 uger. Jeg prioriterede, at hvalpene blev tilbudt et sundt hundeliv, hvor de blev en del af en familie og blev aktiveret med hundesport. Hvalpene blev hvalpetestet mandag den 16. september.


De 7 af hvalpene var solgt inden de var 8 uger gamle. Jeg havde to sorte hanner tilbage og den ene blev solgt inden den var 9 uger og den sidste blev solgt, da den var 11 uger. Alle hvalpene har fået rigtig gode hjem og jeg er meget tilfreds med alle mine hvalpekøbere.

2 af hvalpene er kommet til Halmstad i Sverige, 1 er kommet til Sønderjylland og resten bor i tæt beliggenhed af Holbæk; ja 3 af dem bor faktisk i Holbæk.


Her er mine hvalpekøbere:

Lørdag den 28. december 2013 mødtes jeg med 6 hvalpekøbere i Tuse Næs Jagtforening, hvor vi nød godt af hinandens selskab en god lang eftermiddag. Der blev nydt kaffe og medbragt kage, hvorefter vi gik i gang med at træne alle hundene. Skønt at se, hvor alle hvalpene var motiveret for at lave noget. Efter træningen nød vi en gang kartoffelsalat og frikadeller inden vi splittede op igen.


Se billeder fra dagen ved at klikke her.

Dagbog for A-kuldet

 

Uge 11 (11/10)

Den sidste hvalp er solgt og er flyttet til Sønderjylland.

 

Uge 9 (23/9-29/9)

I denne uge er de sidste af de solgte hvalpe blevet afhentet. Jeg har nu kun een sort han-hvalp tilbage. Han er en tro kopi af sin far; Bosley, både udseendesmæssigt og sindsmæssigt.

 

Uge 8 (16/9-22/9)

Dette er min sidste uge med de små banditter samlet. Hold op der er fart på. De har indtaget bryggers, terrasse og have med stil. De ligner rigtige små hunde nu :)

 

Lørdag var de igen med på køretur og ud og opleve nye vidder. Igen fik de lov at sove en times tid i bilen, mens jeg fik trænet med deres far og mor. Bagefter kom de igen ud på samme areal. Det er sjovt at se, hvordan de udforsker området og bliver mere og mere modige.

 

Mandag var de igen med ude at køre; denne gang til Holbæk Dyrehospital, hvor de skulle sundhedstjekkes og vaccineres. Også dette klarede de uden problemer og fik stor ros af dyrlægen. I den kommende uge skal de 7 af hundene ud i nye hjem og en helt ny tilværelse. Jeg må nok indrømme at her bliver noget tomt, når de flytter hjemmefra. Dog mangler jeg stadig at få afsat to hanner.

 

Uge 7 (9/9-15/9)

I lørdags var hvalpene med i bilen en tur til Tuse Næs, hvor de fik lov at løbe omkring på en stor græsplæne. De er blevet meget modige og udforsker hvert en krog. Da de blev trætte, kom de ind i bilen og vi kørte et andet sted hen. Her sov de en times tid i bilen og da de vågnede, kom de ud på et nyt fremme areal, som de kunne undersøge. De kunne nok være at de sov rigtig godt den aften.

De er nu meget i haven og det bærer haven tydeligt præg af. Hmmm mine blomster-krukker og buske bliver kraftigt beskåret.

 

Mandag den 16. september blev hele kuldet hvalpetestet af Anette Døssing fra Allerød (www.hundemassage.dk). En spændende test der også gav et par overraskelser. Tiden nærmer sig, hvor hvalpene skal ud i deres nye hjem. Her bliver godt nok tomt, når de rejser hjemmefra!

 

Uge 6 (2/9-8/9)

Hvalpene er i deres hvalpegård i bryggerset fra det bliver mørkt og om natten. Det meste af dagen tilbringer de under det overdækkede fliseareal. I lørdags var de på køretur i bilen til Holbæk Fælled, hvor de var ude og snuse til den store verden. De blev hurtigt trætte og lagde sig til at sove. De har fået ormekur og klippet kløer for anden gang i denne uge.

 

Uge 5 (26/8-1/9)

Hvalpene har nu været i bryggerset i 10 dage, hvor de hver dag har været ude under det overdække fliseareal mange timer om dagen. Her har de fundet tryghed og derfor skulle nu indvies til det næste område; flisebelagt indkørsel med krukker og bede... Da hvalpelågen blev åbnet, strøg de alle 9 ud i det nye område og gik i gang med at undersøge; nogle lidt mere forsigtigt end andre. Der blev smagt på rigtig mange af mine ellers så pæne blomster.

 

De får nu opblødt færdigfoder 4 gange om dagen og spiser rigtig godt. Priska synes ikke rigtig om at de dier hos hende mere. Hun giver dem mad stående og har travlt med at komme væk fra dem igen. Deres legetante, Jack Russell Terrieren Trine på 6 måneder nyder de godt af. Hun leger så fint med dem og falder gerne i søvn med dem i deres kurv. Deres far Bosley synes dog ikke de er så søde... Han er hos dem med mellemrum, men skynder sig væk fra dem, når de begynder at bide i ham. Hvalpene er godt vant til rigtig mange lyde. Vores naboer er meget højlydte med en masse pludselig støj i løbet af dagen. Jeg er stadig hjemme hver formiddag for at fodre, lufte og tilse at alt er som det skal være. Mine børn kommer hjem med forskellige tidsrum, så de er vant til at der bliver kommet og gået mange gange om dagen, så de ikke tror at der sker noget, hver gang der kommer en forbi dem.

 

Uge 4 (19/8-25/8)

Lørdag den 24. august blev hvalpene flyttet fra den trygge hvalpekasse i køkkenet til kravlegårdsindhegningen i bryggerset. De var begyndt at kravle ud af hvalpekassen meget tit og tøffe rundt i køkkenet, så nu måtte de skifte omgivelser. Jeg har indrettet en kravlegård i bryggerset med en stor hundekurv med wet-bedtæppe og beklædt gulvet med aviser. Herfra kan kravlegården åbnes og hvalpene har herefter fri adgang til overdækket, flisebelagt udendørs omgivelser med masser af læ. De har igen fået klippet negle og har nu også fået først gang ormekur. De vejes stadig hver anden dag.

 

Uge 3 (12/8-18/8)

Nogle af hvalpene har nu på 20. dagen besluttet sig for, at de vil inspicere verden uden for hvalpekassen. De leger en hel del med hinanden og der er masser af spændende lyde. Den første vigtige socialiseringsperiode i deres liv er godt i gang. Priska er stadig flink til at passe dem og give dem mad. De bliver nu kun vejet hver anden dag og alle 9 hvalpe tager fint på.

 

Uge 2 (5/8-11/8)

Endnu en uge er gået med at hvalpene spiser, sover, spiser, sover... Næsten alle hvalpene har nu fået øjne og trisser nok så fint rundt i kassen. Hvalpene bliver stadig vejet hver dag og alle tager på fra dag til dag. De har fået klippet negle for første gang og det klarede de fint. Det er tydeligt at se, at neglene nu ikke hænger fast i tæppet mere, så det var tiltrængt.

 

Uge 1 (29/7-4/8)

Den første uge er forløbet fint. Priska er en stjerne-mor og passer hvalpene så fint. Hun er ude på korte gå-ture og vil allerhelst ind til hvalpene før hun overhovedet kommer ud. Hun vogter over hvalpene og husets to andre hunde har forstået beskeden om at de skal holde sig væk fra køkkenet. Hun får serveret maden i hvalpekassen 5 gange om dagen, så hun kun skal koncentrere sig om hvalpene. Hvalpene bliver vejet hver dag og efter at have tabt sig i de første dag, er de nu begyndt at tage godt på. De spiser, sover, spiser, sover, spiser, sover....

 

Priska har fået hvalpe!

Mandag den 29. juli om aftenen startede Priska med at være urolig og kunne ikke finde hvile. Heftig vejrtrækning og søgen efter et godt leje hele aftenen og natten. Tirsdag den 30. juli blev jeg hjemme fra arbejde og var sammen med Priska hele dagen ved fødekassen i køkkenet. Kl. 16.45 startede hendes veer og kl. 17.00 fødte hun den første hvalp. Kl. 22 kom den sidste hvalp og hun havde født i alt 9 hvalpe. Den mindste vejede 344 gram og den største vejede 420 gram. Priska klarede selv hele forløbet med mig siddende ved siden af hvalpekassen med jordmoder-kaffen. Alle hvalpe viste stor aktivitet lige fra fødslen, så der blev ikke brug for nogen form for førstehjælp.